Natur, mad og oplevelser

Velkommen her til Bjergesø og Odsherred i det hele taget. Det er et område, hvor en enestående natur går i spænd med store muligheder for at få gastronomiske oplevelser, kultur og historie ind samtidig med, at du rekreerer dig og har en skøn tid.

Det gode ved vores område er, at det giver mulighed for oplevelser på alle mulige niveauer. Hvis du er til feltfod, byder vi på

gode campingmuligheder i naturen, og er du mere til bløde senge med himmel over, så er der alle muligheder på

Dragsholm Slot, hvor der hersker en stemning som i baronens tid – men ført op til vore dage med et af Danmarks bedste køkkener.

Kunst og kultur

Vores områder giver dig spændende muligheder for kulturelle oplevelser. Det kan du for eksempel få på

Odsherred Museum, en del af det fusionerede Vestsjællands Museum. Her er der bl.a. i kunstmuseet udstillinger af de kendte Odsherred-malere, som i 1930 søgte fra byen og op i Odsherreds overvældende natur. Her fandt de inspiration til deres kunst. I tidens toneklang var den præget af social indignation, men havde alligevel mest fokus på den smukke natur og de mennesker, der levede i den og under de vilkår, den gav. Selv om mændene var i flertal, var der også kvindelige malere, der slog igennem i denne kreds, bl.a. Birthe Bovin og Else Krause.

Der findes også en række private gallerier, bl.a. Galleri Nakke Hage, som mest fokuserer på moderne kunst.

Michelin til slottet

I 2016 fik restauranten Slotskøkkenet på Dragsholm Slot sin Michelinstjerne. Dermed blev slottets restaurant blandt de første danske restauranter uden for de store byer, som fik en stjerne i den berømte franske restaurantguide.

Køkkenets niveau har gjort Dragsholm Slot landskendt, og der er i dag et unikt slotshotel, gourmetrestaurant og en mere overkommelig bistro på adressen, hvor baronerne ellers holdt til i tidligere tider.

Lammefjordens landskab

Odsherred er om noget kendt for Lammefjorden. I dag er omkring 5.800 ha af den lavvandede fjord inddæmmet og bruges til landbrug. Her avles de fineste kartofler og grøntsager. De stortrives i den fintkornede jord, der er rig på mineralerne fra de bunddyr, der i årtusinder har aflejret sig i fjordbunden, inden den blev tørlagt fra midten af 1800-tallet og frem til 2. verdenskrig.

Afgrøderne fra den inddæmmede fjordbund bruges i vidt omfang på de lokale restauranter, men også på gourmetstederne i København. Og vi kender alle lammefjordskartoflerne, som er kendetegnet ved en særlig fin og tynd skræl. Kartoflerne vokser nemlig så blidt i den fine jord, at de kan nøjes med at sætte en sart skræl, som vi kan nyde godt af, når vi tilbereder de lækre knolde fra fjordbunden.

Du kan læse om Lammefjorden, Dragsholm, andre restauranter, kunst og kultur her på siden. Og ikke mindst læse om den overdådige natur, som gør et besøg hos os til en betagende oplevelse.