Midt i Gourmet-land

Bjergesø er en lille idyl i Odsherred. Dermed er landsbyen placeret midt i et område, hvor fødevarer af høj kvalitet, fra basale kartofler til raffinerede retter på en af Danmarks bedste restauranter, er i højsædet.

I selve landsbyen Bjergesø fremstilles vodka, og på det nærliggende Dragsholm Slot serveres gourmetmad. Råvarerne dyrkes i stor udstrækning på den landskendte Lammefjorden. Så man kan sige, at Bjergesø ligger midt i et mekka for mad og drikke, som har et ry på højeste niveau.

Lammefjorden

Lammefjorden er varemærke i dagens Danmark. Her dyrkes kartofler og grøntsager af høj kvalitet. At det kan lade sig gøre skyldes, at Lammefjordens dyrkningsarealer er inddæmmet fjordbund. Jordbunden er fin, fri for sten og fyldt med mineraler og andre stoffer fra de muslinger og andre havdyr, som levede på fjordbunden, inden den blev tørlagt – en proces, der startede omkring 1875.

Kartoflerne ender på spisebordene i hele landet og foretrækkes af mange, fordi de har en meget fin skræl, som opstår i den fine jord, hvor knoldene ikke skades af sten og andet, som det ofte sker andre steder i landet, hvor jordbunden er mere grov.

De ender også i den vodka, som Lammefjordens Destilleri fremstiller, og dermed finder også de kartofler anvendelse, som ikke altid har form og fylde til at ende som konsumvare i supermarkederne.

Der er ved blive omlagt 50 ha landbrugsjord i området til økologisk drift, så vodkaen kan blive fremstilles på økologiske råvarer.

Dragsholm Slot

Bag det nuværende setup på Dragsholm Slot, hvor herregården lægger ryg til hotelvirksomhed og gourmetrestaurant, gemmer sig århundreders historie, som indeholder en perlerække af baroner og andre herremænd, og sågar også en skotsk jarl på lit de parade.

Restauranten Slotskøkkenet har en stjerne i Michelin guiden og ligger som nummer fire på ranglisten over danske restauranter, i den særlige skandinaviske guide White Guide Nordic.

Dragsholm nævnes helt tilbage i 1300-tallet og er i dag en af de ældste, verdslige bygninger i Danmark, der stadig er i brug. Måske har slottet i virkeligheden rødder helt tilbage til 1215.

Dragsholm Slot har alle dage været tæt knyttet til Lammefjorden. Før den blev inddæmmet, var slottet omgivet af Lammefjordens vand på tre sider. I dag henter det fornemme slotskøkken en stor del af sine råvarer fra grøntsagsavlerne på den udtørrede fjordbund.

Den daværende baron på Dragsholm, Georg Frederik Otto Zytphen-Adeler, var en af initiativtagerne til inddæmningen af Lammefjorden, så også på den måde har fjorden haft stor betydning for slottet.

I dag er der ikke en adelig ejer af Dragsholm, men traditionerne med fornemt køkken og elegante værelser lever videre.

Vil du besøge den lille idylliske Bjergesø, kan et ophold på Dragsholm Slot måske være et godt udgangspunkt. Så kan du nyde natur og landsbyhygge samtidig med, at du sover i baronens seng og kan nyde kostelige retter på højeste niveau.